All Good Things Come To An End

Så er eventyrrejsen snart ved at være slut, men inden vi lukker helt af, så lige et par ord om de sidste dages oplevelser i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. 

Cambodja har på samme måde som Europa oplevet krig og tortur gennem tiden. Ligesom vi har Holocaust i Europa så har de her en gruppe kaldet Khmer Rouge. Folk skulle underlægge sig deres ekstreme kommunisme og de der satte sig imod, blev ført væk til hvad der svarer til en koncentrationslejr hvor de blev tortureret og i sidste ende dræbt. Det var hovedsageligt borgerne, de interlektuelle og håndværkerne der blev før bort for man ville have et bondesamfund uden lærde folk til at sætte sig imod regeringen. Man behøvede ikke have en undskyldning for at føre folk væk, og flere tusinder cambodjanere blev taget bort fra deres familie og ført til koncentrationslejrene, ligesom jøderne blev det under 2. verdenskrig i 40'erne. Forskellen er blot at dette forgik mere end 20 år senere, helt op til 1979. Ligesom med Holocaust, er der stadig folk idag der ikke tror på at Khmer Rouges tortur og drab af civile borgere har fundet sted. 

Vi var en dag henne og se et af de fængsler hvor de tilfangetagne blev ført hen. Det var et tidligere gymnasium, som fra den ene dag til den anden var blevet lavet om til et fængsel, fordi de skulle bruge steder at opbevare fangerne. Der var en ubehagelig stemning lige så snart man trådte ind på området, og den klamme følelse af afsky og ubehag skyllede ind over en. Det var ikke en ny følelse, det var en velkendt følelse, samme følelse som jeg havde haft på Alcatraz, i Frøslevlejeren og ved Cu Chi tunnellerne, bortset fra at dette var 100 gange værre. Det var følelsen af at være et sted, velvidende om at her har flere tusinder levet et forfærdeligt liv med en hverdag bestående af hårdt arbejde, sult, tortur og med døden ventende rundt om det næste hjørne. Vi så ansigterne på de mange børn, der ikke kan have været meget mere end ti år, som var blevet truet på livet til at torturere og dræbe deres egne landsmænd, og i værste tilfælde deres egne forældrer. Vi så cellerne, på 1 gange 2 meter, hvor ofrene havde ligget, bundet sammen på hænder og fødder og til sidst var blevet skudt. Vi så galgerne hvorfra de var blevet hængt med hovedet nedad til de mistede bevidstheden, hvorefter man dyppede deres hoveder ned i beskidt, klamt og koldt vand så de vågnede igen, og derefter gentog processen. Det gav en myrekryb at gå rundt på det nøjagtig samme sted, hvor flere tusind mennesker kun 35 år tidligere havde oplevet ting som disse. 

Hvorvidt det var ubehagen ved denne tanke, eller den stærke varme kombineret med de lange bukser og trøjer vi skulle have på i respekt for stedet ved jeg ikke, men jeg fik det til sidst så dårligt at jeg måtte sætte mig ud i bussen med en kold flaske vand til de andre kom tilbage. Nana havde desværre været så uheldig at fange en madforgiftning og fik det rigtig skidt, og da jeg også var lidt halvdårlig valgte jeg at tage med hende tilbage til hotellet, mens de andre fortsatte turen ud til Killing Fields, som er en af de mange massegrave hvor man begravede de utallige lig. Mange familier mistede deres mænd, hustruer og børn, og fandt dem aldrig igen. De fleste blev ført væk uden at vide sandheden - lærerne fik at vide at de skulle hen på en anden skole for at undervise, lægerne et andet hospital osv men i stedet blev de ført direkte i fængsel. Der er stadig rigtig mange cambodjanere idag der ikke ved hvad der er sket med deres kære, ca. 50 % af dem er idag påvirket af det på en eller anden måde. Sandsynligheden for at de undslap var meget lille; ud af de mange tusind der kom i fængsel er kun en håndfuld på 5-6 stykker overlevet til idag. Resten findes et sted i massegravene. 

Man kan godt mærke at Cambodja er et fattigere land end Vietnam. F.eks var der ikke særligt mange tiggere på gaderne i Vietnam og de få der var, var for det meste meget gamle. I Cambodja er der mange flere tiggere, og ofte er det mødre der sidder på gaden med deres små børn. Om aftenen og natten lægger de sig til at sove på et stykke pap på fortorvet, og det er utroligt hårdt at se små børn, helt ned på under et år, ligge og sove på et sykke pap på gaden. Man har virkelig meget lyst til at hjælpe dem og give dem nogle penge, men man ved også bare at der ligger ti mere nede af gaden, som har det lige så slemt eller værre. Vi har nogle gange gjort det at vi har fået resterne af vores frokost eller aftensmad med i en doggybag og har givet det til dem på gaden, men det hjælper jo ikke særlig mange i det lange løb, så vi har snakket meget om at give penge til en forening når vi kommer hjem, som tager sig af de fattige i Cambodja, specielt børn eller blive planfader til et barn hernede, og give et beløb hver måned. På den måde er man sikker på at penge bliver brugt fonuftigt og fordelt lige, og det vil hjælpe mere end bare at give dem en dollar hernede. 

Og til noget lidt mere muntert, lørdag aften var vi i byen for at fejre Trines fødselsdag og det blev gjort med manér, på bøssebar med dragshow! Det var virkelig en oplevelse, med kostumer, fyldt med glimmer, fjer og masser af farver og parykker, virkelig energiske dansere der havde serier med både popping, locking og wacking, som jo bare er de fedeste danse nogensinde - og da det jo oprindeligt er stilarter opfundet af bøsser i New Yorks undergrundsmiljø, så var det bare endnu federe! De havde åbenbart hørt en lille fugl synge om at Trine havde fødselsdag, så hun blev hevet op på scenen, og fyrede den af med ladyboyen til 'Born This Way' - virkelig en speciel og sjov oplevelse der klart kan anbefales, til trods for at de tydeligt mimede til alle sangene, og man sagtens kunne se at de ikke engang kunne ordene, men det var også det der var med til at gøre det så skævt og underholdende.

Desværre har jeg været lidt halvsløj de sidste par dage, og lå hjemme hele dagen, både søndag og mandag med influenzalignende symptomer og har næsten ikke kunne klemme en bid mad ned. Udover at jeg havde lidt dårlig mave på et tidspunkt i Nha Trang, så er det her den første gang på hele turen jeg har haft det skidt, så man må sige at jeg er sluppet heldigt i forhold til mange af de andre på holdet. Lige nu ønsker jeg bare mest af alt at det går over inden vi skal hjem - kan ikke lige overskue at skulle flyve i alt 16 timer i den her tilstand. Men jeg har fået sovet en masse og drukket en masse vand, så mon ikke jeg nok skal nå at få det bedre. 

Det er så mærkeligt at tænke på at det hele er ved at være slut nu og at hele vores DSC familie snart spredes for alle vinde. Det har været en fantastisk rejse med oplevelser jeg ikke engang kunne forestille mig jeg skulle opleve selv i mine vildeste drømme. Alle folk har været fantastiske og har hver især bidraget med en masse gode ting på turen. Man er så vant til at der sker noget nyt og spændende hver dag, og at man altid kan finde nogle at tage med ud og spise eller på udflugter sammen med, og selvom det bliver skønt at komme hjem så frygter jeg også at det bliver lidt ensomt. Man har vænnet sig til at sove, spise og have en hverdag sammen, og det er virkelig mærkeligt at tænke på at man nu skal hjem og have en hverdag som før man tog afsted. Man sætter lige pludselig ens egen hverdag og kultur i perspektiv, og tænker lige en ekstra gang over hvorfor man egentlig gør som man gør - og om man kunne gøre det anderledes. Man føler sig pludselig utroligt priviligeret, og indser hvor stor en indflydelse det har hvilken verdensdel man er født i, og hvilke normer der er. Man har ufatteligt meget lyst til at hjælpe andre, så de kan få alle de muligheder som man selv har haft gennem livet, for hvorfor er det lige præcis mig der har fået de muligheder men ikke alle mulige andre? Jeg tror på at vi alle er født med et stort potientiale, og dem der har ressourcerne, passionen og drivkraften kan udnytte det til fulde, mens dem der ikke har i stedet må sidde og kigge på - og det er med den tanke liggende i baghovedet jeg nu forlader Cambodja, og det er det jeg i fremtiden for så vidt muligt vil forsøge at ændre på. Jeg kan nok ikke ændre verdenstilstanden alene, men det er en start og alle store rejser begynder med et enkelt skridt.

Så tak dejlige DSC mennesker, tak Vietnam og tak Cambodja for at have givet mig så mange oplevelser og udvidet min horisont. Jeg ville på ingen måde have været foruden.