mandag den 29. april 2013

Nattog til Sapa

Så ankom vi til Sapa efter en vild nat i nattog med vores capkupé, slik og masser af swaaag - oh yes, vi havde en fest! Det var sygt nok. Nu er vi så lige ankommet til vores hotel efter en times buskørsel, og har netop indtaget et lækkert morgenmåltid bestående af omelet, (godt!) brød og bananpandekage. OMNOMNOM.

Sapa er på mange måder en anderledes by i forhold til de andre vi har besøgt. For det første er det en meget mindre by og for det andet er omgivelserne helt enestående. Vores hotel er omgivet af en hvid tåge, som var vi på et kæmpe luftskib oppe i skyerne og i baggrunden kan man ane hvordan bjergtoppene kysser skyerne. Vi troede at vi havde nået toppen af skønhed da vi var på Halong Bay, men det er jo langtfra slut endnu. På vejen herop så vi hvordan trappeformede rismarker lå side om side op ad de stejle bjerge og hvordan de vietnamesiske damer kom gående i vejkanten i deres traditionelle farverige klædedragter med store, runde sølvøreringe i ørene og flettede kurve på ryggen. Der var grupper af børn, der ikke kan have været mere end 10 år, som fragtede mindre grupper af bøffler op af bjerget langs vejkanten og helt små børn som løb rundt og legede med hinanden mellem de små faldefærdige huse, som var deres hjem.

Temperaturen heroppe er meget mere behagelig end vi før har oplevet. Her er køligere, luften er meget mere frisk, og for første gang siden vi ankom kan vi nu sidde ganske normalt på en stol uden at sveden løber ned af ryggen på én i små dråber. Vi har nu kort sagt hvad der svarer til en god dansk sommer. Lækkert!

Senere tog vi en tur på markedet for at prutte om prisen med de sødeste gamle damer der sad i deres traditionelle klædedragt og syede og solgte alt lige fra armbånd, sengetæpper og nederdele til hatte, lykkefugle og øreringe. De er så søde og flotte i deres farvestrålende tøj og man kan ikke andet end at blive fascineret af deres udseende.

De næste par dage står på trekking i bjergene, hvilket jeg glæder mig vildt meget til. Vi fik en forsmag på det, da vi var ude og rapelle på vores Easy Rider, og selvom det var hårdt, så var der også noget enormt fedt ved at klatre gennem den jungleagtige skov. Og så er det ellers bare med at nyde det sidste af Vietnam inden vi smutter videre til Cambodja om en lille uges tid.





























lørdag den 27. april 2013

Hanoi og Halong Bay

Så ankom vi til det nordlige Vietnam, helt præcist Hanoi. Hanoi er hovedstaden i Vietnam og er efter min mening en utrolig hyggelig by sammenlignet med de andre storbyer. Vi har bl.a været ude og se Vietnams første universitet, hvor de lærer Kung Fuisme (spørg mig ikke hvad det er) og spist på nogle af de utallige gadekøkkner her er. Den største oplevelse her var dog Halong Bay. Halong Bay var en af de ting jeg glædede mig mest til inden vi tog afsted, og som de fleste ved så kan det været farligt at sætte forventningerne for højt op, da det så næsten kun kan skuffe én. Men det gjorde Halong Bay på ingen måde.

Vi startede med at køre fire timer i bus, hen til bugten. Derefter sejliede vi ud på en lille båd til det store skib vi skulle overnatte på, og hvor vi fik den lækreste seafood frokost - der var flere små retter (som det ofte er her i Vietnam) med rejer, muslinger, en hel fisk, blæksprutte og meget andet. Et helt mekka for folk der kan lide seafood. Og alt dette blev indtaget i de smukkeste omgivelser. Vi sejlede stille rundt i bugten mens de høje klippeformationer roligt drev forbi vinduet, og jeg har sjældent oplevet noget smukkere. Vi fik at vide at vejret sjældent var godt i Halong Bay, men senere skinnede eftermiddagssolen alligevel gennem skyerne, og gjorde det i forvejen utrolige landskab endnu smukkere.
Klipperne er komplet uberørte, bortset fra de lokale fiskere, der bor på deres små både i vandkanten og træer og buske vokser i store klynger op af klippesiderne.
Det var næsten en hel magisk og i den grad surealistisk oplevelse at vågne op og se det Avatar-lignende landskab sejle forbi lige uden for ens vindue, og vi brugte flere timer på bare at side på tagdækket af båden og kigge på det fantastisk flotte landskab vi sejlede rundt i. Jeg har fået taget mindst tusind billeder af klipperne, i et forsøg på at fange den oplevelse det er at drive rundt blandt så storslået en natur, men det er umuligt at fange det på et billede - det er noget der skal opleves med alle sanserne.

Mandskabet, og Vietnamesere generelt, er altid lidt nervøse for os når vi skal ud og sejle. Dette undrede os en del i starten, men vi har nu fundet ud af at det er fordi at de fleste vietnamesiske piger ikke kan svømme. På Booze Cruise nåede guiden at sige til os 1000 gange at alle dem der ikke kunne svømme altså skulle huske at tage redningsvest på da vi skulle bade indtil vi efter utallige forsøg fik forklaret ham at alle godt kunne svømme. Han så dog stadig lidt nervøs ud da vi sprang i vandet.
Men vi har efterhånden vænnet os til at vi altid bliver pakket godt ind i redningsvester og utallige formaninger hver gang vi skal ud og sejle, hvilket er lidt irriterende, selvom deres intentioner jo er gode nok.































søndag den 21. april 2013

Karruseller, kartoffelsalat og kæledyr

Så er dagene på tagterrassen i Nha Trang efterhånden talte og i morgen flyver vi videre til Hanoi. Det har været skønt med en fast base et stykke tid, men vi er vist alle meget glade for at vi nu rykker videre mod flere oplevelser.

De sidste uger i Nha Trang har budt på lidt af hvert, og vi har fundet på mange sjove ting at lave i vores fritid. F.eks. var vi en dag nogle stykker som tog ud og spillede paintball. Det var helt vildt sjovt, hvis man ser bort fra at de ikke havde nok kugler til os og at det var helt sindsygt varmt med udstyret på. Men selve spillet var virkeligt skægt!

En aften var vi også en gruppe henne og spise hos vores rejseleder Bosse. Eller det vil sige, hverken ham, hans kone eller datter var hjemme, men vi havde fået lov til at låne hans køkken og lave mad i. Og menuen blev: frikadeller med kold kartoffelsalat og chokoladeboller - MUMS! Et par stykker gik på markedet for at handle de fleste ting ind og så tog resten af os i supermarkedet for at finde de resterende ting. Det siger lidt sig selv at resultatet ikke blev 100% som vi laver det i Danmark, men både frikadellerne og kartoffelsalaten endte med at blive langt over forventning, og det var skønt at få noget mad man 'kendte'. Det eneste der gik lidt i vasken var vores chokoladeboller, hovedsageligt fordi vi havde fået købt rismel i stedet for almindelig mel. Resultatet blev, som der var en person der så rammende beskrev det; en chokoladebolle med en bismag af kostald. Fedt. Men de røg ned alligevel.

En anden dag tog vi nogle stykker på cykeltur efter skole. Vi spiste den lækreste frokost på et lille gadekøkken til den nette sum af 15000 vnd - ca 5 dkk. Derefter tog vi videre på marked og til sidst fandt vi et bageri med de flotteste kager og lækreste brød! Omnomnom.

Igår tog vi ud til en forlystelsespark ved navn Vinpearl. Man tager en svævebane over vandet for at komme ud til øen hvor parken ligger. Der var både kæmpe vandland, strand, forlystelsespark med rutsjebaner og meget mere! Vi started med at tage i et kæmpe akvarium og se fisk. Vi fandt stort set alle fiskene fra Find Nemo! Senere tog vi i forlystelsespark. Der var den sjoveste alpinrutsjebane, hvor man sad én person i en lille vogn, blev trukket op på toppen af bjerget, og så gik det ellers bare ned af i slalom - og man kunne selv styre farten. Så vi gav den alle bare max gas ned af bjerget, indtil vi blevet stoppet af nogle kedelige vietnamesere foran os der, hellere ville nyde udsigten, end at køre ræs. Æv.
Men men men, det bedste kommer først nu: Lossepladsen, der stod i Bonbon-land for nogle år tilbage er blevet flyttet. Og gæt hvor den nu er? På Vinpearl i Vietnam! Oh yes, vi var alle meget begejstrede og skulle straks hen og tage billeder af den. Vi kunne desværre ikke komme op og prøve den, da den ikke virkede. Mig og Cille har tænkt os at skrive et klagebrev til Vinpearl og Bonbon-land da det jo klart er et stykke Dansmarks historie og burde behandles med lige så meget respekt og omhu som den lille havfrue. Mindst.

Også her i Nha Trang har jeg fået syet mere tøj! Bosses kone Thi har en skrædderforretning, hvor jeg var nede og få syet en lang kjole og en jumpsuit jeg selv havde tegnet. Det var godt nok lidt dyrere end i Hoi An, men jeg ville altså have en lang kjole med hjem, også tog jeg også lige jumpsuiten med i købet.

Som nogle måske har bemærket så har vi fået kæledyr på værelset. Det er et lille firben ved navn Finn, som er rigtig sød. Han siger ikke så meget, men er meget høflig. Han har dog været væk de sidste par dage, og vi mistænker ham for at være taget på Easy Rider sammen med Cille og Idas firben, Lukas, der også har været forsvundet det sidste stykke tid. Hvis ikke de kommer hjem i aften, sætter vi en efterlysning igang.

Hanoi, Sapa og Halong Bay, her kommer vi!!!!



































tirsdag den 16. april 2013

Tillykke med fødselsdagen, mor!

Kære mor hjemme i lille Danmark - mange gange tillykke med fødselsdagen! Jeg håber at du er blevet fejret med manér af resten af familien med sang og kage og gaver og kage og hvad der nu ellers hører sig til (kage). Fødselsdagsgave får du når jeg engang kommer hjem (hvis jeg nogensinde kommer hjem!). Ej bare rolig, jeg skal nok komme hjem til jer alle sammen igen.

Kys, knus og kram fra din datter i Vietnam!

Ps apropos kager, så se lige et bageri vi fandt idag! Ville ønske jeg kunne købe én af hver og sende dem hjem til dig!