fredag den 29. marts 2013

Personlig udvikling og kommunikation

Mange tak for brevet mormor og morfar! Jeg kan godt sige jer at de andre var meget misundelige da de så at der lå et brev i receptionen med afsenderen "mormor" omme bag på. Det var rigtig dejligt at høre fra jer!

Nu starter vores forløb om personlig udvikling og kommunikation. Vi er alle meget spændte på hvad det indebærer, da det eneste vores lærer fortalte til informationsmødet, var en meget lang historie om et krageforsøg han havde lavet. Ikke desto mindre lød han utroligt engageret omkring sine krager, så vi kan håbe at det smitter af på undervisningen.

Udover det, så tager vi det stille og roligt i øjeblikket. Motorcykler og pythonslanger er skiftet ud med daglige strandture, manicure og shopping. Meget rart til en afveksling, og man føler sig lidt som en celebrity når man sidder på stranden med nyvoksede ben og fransk manicure og en drink i hånden. Det' lågsus!

Ellers er der såmænd ikke så meget at fortælle. De første personer som kun skulle være her en måned, har nu forladt os og er enten taget hjem eller rejst videre selv. Det var lidt mærkeligt allerede at skulle sige farvel til nogle, men vi fik sendt dem afsted med manér til vores superheltefest!

Jeg kan desuden også fortælle at Nana nu er tilbage hos os efter en tur på hospital i Saigon, og det er rigtig dejligt at have fået min roomie igen! Hendes far fløj herover for at være hos hende og havde bla havregryn, rugbrød og marcipanpåskeæg med til hende som jeg også har nydt godt af!

















tirsdag den 26. marts 2013

Don't be lazy, be crazy!

Aldrig i mit liv har jeg fået så mange adrenalin kick på så kort tid! Hold nu fast for nogle vilde dage det har været!

Vi var 9 tøser som søndag morgen tog afsted på Easy Rider tur sammen. Og er du gal man, det var jo et vaske ægte vietnamesisk biker gang vi var kommet afsted med! For det første kunne man mærke på dem at de var skide gode venner. De havde hver især deres egen rolle i gruppen; Cecilies mand grinte af alt hvad både ham selv og vi sagde (nærmest uanset om det var på dansk ellers engelsk) og var desuden også lidt af en heksedokter. Mettes var bossen, men i virkeligheden var det nok Idas lidt mere autoritere mand der var lederen (der var lidt indbyrdes uenighed om hvem det nu var der var lederen), min, Trine, Mette og Katrines mand forsøgte konstant ar være forest og kørte godt til (helt præcist hvor hurtigt ved jeg ikke, for speedometeret på min mands motorcykel var gået i stykker og viste konstant nul. Men de andre fortalte at vi havde været oppe og runde de 120 et par gange), og så var der Louises praktikant, som var på sin første Easy Rider tur og kørte derfor ikke så stærkt og farede da også vild en del gange undervejs, og hvis eneste ord var 'buffalo', som han brugte hver gang de kørte forbi en ko. De var alle så sindsygt sjove at være sammen med, og jokede konstant med os men sørgede også for at vi havde det rigtig godt under hele turen. Min biker fortalte mig under turen at jeg åbenbart lignede hans datter på 22, og derfor nok skulle passe rigtig godt på mig i trafikken. Og jeg følte mig også 100% tryg ved at køre med ham, til trods for at han var en vildt fremmed vietnameser der godt kunne lide at give den virkelig meget gas på vejene! Han sænkede altid farten ved sving og overhalede kun når det var sikkert. Da det begyndte at regne sagde han at grunden til at han satte farten så meget ned, var pga glat vejføre, og man kunne i den grad mærke på ham at det her havde været hans levevej gennem de sidste 12 år.

Til trods for at jeg lignede noget der var løgn med uglet hår og ingen make up og en tøjsammensætning der var direkte smagløs, så har jeg aldrig nogensinde følt mig så meget rockstar som da kørte afsted blandt den skiftende, men storslåede og flotte vietnamesiske natur. Jeg kunne mærke den varme vind suse gennem tøjet og solen på min krop. Jeg var på toppen af verden. 100% fri. Jeg var sikker på at hvis jeg løftede mine arme ville jeg lette fra jorden. Helt uden bekymringer. Jeg ville aldrig ned fra den motorcykel igen.

Men det kom jeg nu alligevel. For på anden dagen skulle vi alle ud og rapelle. Vi ved egentlig ikke helt hvad vi havde forestillet os. Nok at vi bare skulle med bus ud til et vandfald, rapelle ned og så hjem igen. Men nej. Helt så simpelt viste det sig ikke at være.
Vi kørte med bus ud til noget der mest mindede om en dansk nåleskov. Og så stoppede vi der, midt ude i ingenting, og fik vores udstyr på. Vi gik alle og gloede en del, for vi kunne i hver fald ikke se noget vandfald lige i nærheden. Men selvfølgelig skulle vi ikke bare kastes direkte ud i det. Først skulle vi øve os. Først ned af en skrænt. Så ned af en skrænt, der mundede ud i en lodret klippe på 18 meter. Så ned af en helt lodret klippe på 20 meter. Og til slut ned af vandfaldet på 25 meter.

Turen undervejs var i sig selv et helt eventyr. Vi vandrede langs floden, gennem grene og træer på bittesmå junglestier fra det ene rapellingsted til det andet, uden nogen form for sikkerhed, på nær vores redningsveste og hjelme. Så kom vi til et sted, hvor vi troede at vi skulle krydse floden. Der var en masse store klippestykker, hvor vandet fossede ned af, og dannede et fladt mini vandfald. Katrine blev kaldt ud til vores guide som stod midt i vandstrømmen og blev derefter bedt om at sætte sig ned i vandet med armene over kors. Så tog han fat i hendes ben, og én to tre, gav han slip og hun rutsjede ned af vandfaldet og landede nede i floden og gav os til slut et thumbs up da hun dukkede op igen. Sådan kurrede resten af os også ned af flodstrømmen, iført alt vores tøj, sko, redningsveste og hjelme. Fed oplevelse!

Så kom vi endelig til det store vandfald vi skulle rapelle ned af. Og ja, jeg var pissebange. Jeg havde godt nok lige rapellet mig selv ned af 2 andre lodrette klippestykker, hvilket ikke havde vist sig at være såå skræmmende igen, men her ville væggen være møghamrende glat, og vandet ville spule ned over én og give ekstra modstand. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg flere gange overvejede at springe over, og smutte ned af stien til venstre i stedet for. Men da det blev min tur rejste min krop sig alligevel op og vadede ud i floden. Min hjerne slog fuldstændigt fra, og det var udelukkende min krop og mine instinkter der gjorde at jeg fik lænet mig ud over vandfaldet og nærmest begyndte at moonwalke ned af klippeskrænten. Da jeg så var nået halvvejs, var det som om at jeg vågnede op igen. Jeg kiggede mig omkring og tænkte 'fuck hvor er det egentlig fedt! Du står midt ude i et vandfald i den smukkeste vietnamesiske skov og du gør det fandme! Ja, det er hårdt og ja det er skræmmende, men du gør det!' Og så fortsatte jeg resten af turen ned af vandfaldet med det største smil på læben.
Da jeg manglede 4 meter af vandfaldet råbte guiden 'Stop stop stop' og begyndte at tælle 'one, two, three JUMP!' Og det var så her jeg smed alt, alle reb, liner, fodfæste og hæmninger og kastede mig ned i det kolde flodvand. Og jeg har sjældent haft en federe oplevelse. Da jeg kom op på land igen var jeg helt høj, jeg kunne slet ikke få mine arme ned. Jeg gjorde det sgu, og hold nu fast hvor havde det været fedt!

Dagen efter gik turen til Mui Ne, hvor planen egentlig var at vi skulle køre på ATV i sandet, men holdet før os havde sagt at det ikke var det værd og at vi ikke ville være i stand til at køre mere end to meter før vi sad fast. Så i stedet valgte vi at ride på struds og tage hoppebilleder i sandet, hvilket også var vildt skægt!

Velankommet hjemme på hotellet igen, når vi kun lige et bad og en god nats søvn, hvorefter turen nu går videre til Jungle Beach i dag med hele DSC holdet, hvor vi blandt andet skal bade i vandfald og sove i langhytter under åben himmel!

Ps flere billeder af rapelling, motorcykelturen og strudseridning kommer snart!







lørdag den 23. marts 2013

Easy Rider og hospitalsbesøg

Allerførst: Tillykke med Kobberbrylluppet, Mor og Niels! Håber i får en rigtig god dag! (Og jeg er slet ikke misundelig på at i skal ud og spise på Suri)

Her på søndag skal jeg, sammen med nogle andre, på en easy rider tur i 3 dage og jeg glæder mig helt vildt! En easy rider tur, er en tur hvor man sidder bag på en motorcykel, og så kører man ellers rundt i området i nogle dage og overnatter forskellige steder og prøver nogle forskellige ting. Det er ikke noget som studiecenteret har planlagt at vi skal, men noget vi selv vælger at gøre i vores fridage der kommer nu her. På vores easy rider tur tager vi først til Da Lat, hvor vi skal rappelle ned af et vandfald - vildt! Dernæst skal vi til Mui Né, som er et ørkenområde, hvor vi skal køre rundt på ATV. På turen har vi to overnatninger, og skønt det lyder enormt spændende med rappelling og ATV, så er det lige så meget selve turen bag på motorcyklen, der skulle være det fede ved easy rider tur. Så det glæder jeg mig enormt meget til!

Vi har været ret uheldige mht sygdom og skader i vores gruppe. Udover at vi har haft nogle stykker som har besøgt hospitalet lidt for hyppigt pga feber, så ligger min værelseskammerat Nana nu også på hospitalet, dog ikke pga feber. Hun var så uheldig at der var nogle der forsøgte at stjæle hendes skuldertaske ved at køre op bag hende på scooter og snuppe tasken. Tasken sad desværre over kors, hvilket resulterede i at hun i stedet blev trukket med og derefter lige ned i kantstenen. Hun kan ikke selv huske så meget, men der var en venlig russer der fik hjulpet hende på hospitalet, og hun ligger nu med et trykket ribben og smerter i hoved og venstre skulder og sår hele vejen ned af ryggen. Hun har skiftevis ligget på vores hotelværelse og på hospitalet, hvor jeg overnattede sammen med hende i nat og her skal hun fortsat være indtil hun skal til Saigon med fly i morgen. Vi håber på det bedste og regner stærkt med at hun vender tilbage til os hurtigst muligt!
Vi synes selvfølgelig alle at det er utroligt synd for hende at hun har været så uheldig og vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe, selvom det ikke er meget. Men hun klarer det utroligt flot taget situationen i betragtning!

Hospitalet hun ligger på er lidt anderledes i forhold til et dansk hospital. For det første fik jeg bare lov til at sove i sengen ved siden af hende i nat, uden at nogen sagde noget som helst til det. Og for det andet så skal hun betale for at ligge her. Da hun lige var blevet indlagt skulle Bosse også betale for at få lov til at se resultaterne af scanningerne osv, hvilket i danske øjne virker noget ubarmhjertigt i forhold til vores velfærdssystem. Desuden får hun ikke noget mad her, så den eneste måde hun kan få noget at spise på er ved at sende en af os ned for at hente noget til hende, hvilket vi også hellere end gerne gør.

onsdag den 20. marts 2013

Maden!

Noget af det jeg glædede mig allermest til ved at skulle til Vietnam. var maden. Jeg sætter stor pris på god mad, og specielt asiatisk mad. Nu hvor vi allerede har tilbragt et par uger i landet, føler jeg at jeg har fået et godt nok billede af det vietnamesiske køkken til at kunne beskrive det grundlæggende for jer.

For det første spiser de selvfølgelig ris og nudler til morgen, middag og aften. Det svarer nok lidt til vores rugbrød og kartofler. Der går simpelthen ikke en dag hvor de ikke spiser det, og de bliver aldrig trætte af det. Desuden er der tusindvis af forskellige ris og nudler at vælge imellem hernede, med forskellig tykkelse, smag og konsistens, så det er aldrig helt det samme.

Til trods for at man spiser ris og nudler stort set hverdag, så synes jeg at de er rigtig gode til at få det til at smage forskelligt. Det bruger mange krydderier, både friske og tørrede og kombinerer dem på alverdens måder. Specielt frisk korriander, mynthe, ingefær og chili er de meget glade for hernede, og kommer det i salater så ofte de kan slippe afsted med det (til mindre irritation for en stor del af gruppen, da vi ikke er store fans af korriander og ingefær).

En ting der skiller sig meget ud fra dansk mad hernede er at de stort set ikke bruger mælkeprodukter, hovedsageligt fordi det er meget dyrt. Så ingen mælk, ost, fløde, smør eller andre mælkeprodukter indgår i deres madlaving, selvom man selvfølgelig godt kan finde det i de lokale supermarkeder, dog til en lidt krydret pris.

Til gengæld er de rigtig glade for olie hernede. Alt bliver stegt i olie, og gerne rigeligt af det. Forårsruller og kød bliver hyppigt friturestegt, hvilket man hurtigt bliver træt af, så det prøver jeg for så vidt muligt at undgå at bestille når vi er ude at spise. Til gengæld er jeg blevet helt tosset med deres friske forårsruller, som ikke er friturestegt men blot består af salat (nogle gange med korriander), bønnespirer, en smule nudler og så enten rejer eller kogt oksekød rullet sammen i fugtigt rispapir, hvoefter man kan dyppe dem i fiskesovs, chilisovs eller soyasovs. MUMS! Jeg må se om jeg ikke selv kan finde ud af at lave dem når jeg kommer hjem!

En stor del af det vietnamesiske gadebillede er gadekøkknerne, som findes på stort set alle gadehjørner. De har oftest hver især specialiseret sig i 2-3 enkle supper, nuddelretter eller risretter. Så sidder man på små børneplastikstole, ved et lille plastikbord og får serveret en ret til omkring 20000 vnd, hvilket svarer til omkring 6 dkk. Mange vil måske mene at man skal passe på med rengøring og bakterier, men i modsætning til restauranterne, så kan man her se køkkenet og redskaberne og råvarerne de bruger, og så selv bedømme om man synes det ser fint nok ud. Desuden er det faktisk oftest ved gadekøkkenerne man får det mest velsmagende og anderledes mad.

Jeg har btw fået både struds og krokodille hernede, hvilket klart kan anbefales!

Noget jeg i høj grad benytter mig af hernede er at man kan få friskpresset frugtjuice til stort set ingen penge, uanset hvor man er, hvilket er super lækkert! Vi har fundet en farvorit i det lokale supermarked, hvor de står ved indgangen og laver friske smoothies, udelukkende med frugt. Favoritten er en Mango Mania, bestående af mango, banan, passionsfrugt og ananas, blendet med isterninger.

En anden ting de drikker hernede er iskaffe. Jeg drikker normalt ikke kaffe, men efter jeg havde set samtlige vietnamesere drikke det, tænkte jeg at jeg hellere måtte prøve det. Og det smager sygt godt! Deres kaffe hernede smager ikke lige så bitter som vores, tværtimod har den en lille smule karamel over sig. Og da de jo ikke rigtig har mælkeprodukter, så er det i stedet kondenseret mælk de kommet i, hvilket smager utroligt sødt. Og til sidst en masse isterninger.

De har heller ikke kager og dessert på samme måde som vi har hjemme i Danmark. I stedet får man serveret frisk frugt i slutningen af måltidet. Jeg tror næsten at grunden til dette netop må være fordi at mælkeprodukter er dyre hernede, og så er det ikke blevet en del af deres kultur, på samme måde som vores. Når der er nogle der har fødselsdag hernede, skaffer Bosse, vores rejseleder gerne en stor kage eller to til holdet. De ser fantastisk flotte ud, men smagen er slemt skuffende (oftest er det bare 2 sandkager lagt sammen med noget sukkercreme i midten). Menmenmen ingen regler uden undtagelser! I Hoi An fandt vi et sted ved navn Cargo, hvor de havde de mest fantastiske kager, der både så fantastiske ud og som smagte himmelsk! Og så til kun 15 kr pr stykke - det var vidst godt at vi kun var der nogle få dage!


OMNOMNOM <3



















søndag den 17. marts 2013

Nha Trang, børnehjem og snorkling!

Så er vi ankommet til vores hotel i Nha Trang, som bliver vores hjem de næste 5 uger. Vi bor sammen 2 og 2, og har en hel tagterrasse øverst oppe som kun er vores - virkelig lækkert! I aften har festudvalget planlagt en fest deroppe, så det glæder vi os til!

I går var vi ude og besøge et vietnamesisk børnehjem. Vi havde små gaver med i form af sæbebobler, hoppebolde, balloner og malebøger som vi gav til dem, og så satte vi os til at lege sammen med dem. Der var børn i alle aldre, og nogle blev, udover deres normale skolegang, også oplært i en særlig budistisk levevis med henblik på at de senere kunne blive munke. Når disse drengebørn bliver voksne kan de selv vælge om de vil fortsætte som munke eller leve et normalt liv. Langt størstedelen vælger det sidste. Man kan nemt kende dem fra de andre børn, fordi de har en brun klædedragt på og så er deres hår klippet meget specielt.
Børnene var virkelig søde, de var også vant til at der nogle gange kommer folk og besøger dem, så for dem var det meget normalt, men for os var det en smule akavet i starten. Men efter kort tid begyndte vi at lege sammen med dem, og selvom det kun var de ældste børn kunne en smule engelsk, så var det intet problem at forstå hinanden - det var faktisk meget nemmere end med voksne.

Dagen efter var vi ude og snorkle - og for en person som mig der kun har prøvet at svømme med dykkerbriller i strandkanten, var det en helt fantastisk oplevelse! Det var en helt ny verden man lige pludselig opdagede under vandet, fyldt med liv og farver. Hvis man svømmede et lille stykke væk fra båden, var der ligepludselig stimer af fisk i overfladen omkring én. Vandet var klart azurblåt og man kunnr nemt se solens stråler skinne gennemvandovefladen og danne flotte mønstre på havbunden, som var dækket af koraler i alverdens farver. Fiskene svømmede ud og ind af deres små huler i koralerne, som om de hele tiden lige skulle ind og sige hej til naboen.

Til trods for den fantastiske oplevelse det var, har jeg nu også fået afklaret med mig selv at jeg ikke har lyst til at tage dykkercertifikat. Jeg følte mig klaustrofobisk og utilpas så snart jeg dykkede en smule længere ned, og havde ofte brug for at komme op til overfladen og trække vejret ordentligt. Jeg føler ikke at jeg går glip af noget ved at sige nej til et dykkercertifikat. Tværtimod synes jeg at det var sådan en fantastisk oplevelse at snorkle, at jeg på ingen måde føler et behov for at komme længere ned. Jeg har oplevet havet, når det er smukkest, og føler min nysgerrighed fuldt ud tilfredsstillet med den oplevelse i rygsækken. Måske tager jeg det en dag når jeg er ældre, men for nu føler jeg ikke noget behov for det.

I morgen starter vi vores undervisning, og den kører hver dag fra 8 til 12 til og med torsdag (bortset fra mandag, hvor vi har fået lov til at møde kl 9 pga søndagens fest - hæhæ!)















onsdag den 13. marts 2013

Hoi An, kjoler og stranden!

Efter at have tilbragt 4 dage i Hoi An, tager vi i morgen videre til Nha Trang, hvor studiecenteret bliver vores hjem de næste 5 uger. Bussen går kl 7.00 fredag morgen, og så skal vi ellers sidde der i 14 timer... Godt at vi har lavet et bus-udvalg til at stå for noget underholdning!

Hoi An er den mest turistede by i Vietnam, og det kan man både se på de mange vestlige restauranter, men også generelt på de mange turister i gadebilledet. Desuden er det en by med over 200 skrædderbutikker, som hver især har specialiseret sig i henholdsvis kjoler, jakkesæt, læder og sko. Det er en rigtig sjov oplevelse at få skræddersyet tøj hernede! Man kan selv designe alt hvad man vil have, og så er det jo billigt i forhold til derhjemme. Jeg fik lavet 3 kjoler til under 500 danske kroner, og de sidder som støbt på mig. Desuden fik jeg også lavet et par fine guldsandaler til omkring 115 kr. Fedt!

Vi har ikke lavet så forfærdeligt meget her i Hoi An. En dag var vi ude og besøge en lokal bonde, og en anden dag tog vi på stranden - vildt lækkert!

En lille sjov historie (eller ikke):
Da vi ankom til Hoi An fik vi at vide at vi ikke skulle noget dagen efter og at der var morgenmad helt til kl 10 næste morgen. 'Fedt!' Tænkte mig og min værelseskammerat Rie, så kan vi for første gang på hele turen sove længe. Men nej. Vi havde glemt at lukke vinduet på værelset, så kl 7.00 næste morgen var der højlydt morgensang udenfor i skolegården lige ved siden af, oven i købet forstærket at mikrofoner og højtalere. Så meget for at kunne sove længe.

Forresten så er jeg rigtig glad for jeres mails! Af en eller anden grund vil min iPod bare ikke lade mig svare på dem. Men jeg har fået dem og det var dejligt at læse dem!













lørdag den 9. marts 2013

Cu Chi tunneller

Igår var vi ude og se nogle tunneller, kaldet Cu Chi på vietnamesisk. Det er nogle tunneller som de sydlige vietnamesere, der var modstandere af amerikanerne, byggede under Vietnamkrigen til beskyttelse og flugt. Generelt set var den nordlige halvdel af Vietnam kommunister med støtte fra Kina mens den sydlige halvdel fik støtte af amerikanerne. Dog var der mange der havde modsatte holdning i sydvietnam, og de dannede en form for modstandsgruppe, kaldet 'Gorillaerne'. De byggede et flere kilometerlangt og meget meget småt stisystem under jorden, til beskyttelse, og satte rigtig mange drabelige fælder op i skoven, hvor de holdt til. Amerikanerne kunne derfor ikke se dem oppe fra deres helikoptere og kunne dermed ikke bombe dem.

Tunnellerne eksisterer stadig idag, men området er blev indrettet så turister kan komme ind og se de torturinstrumenter de satte op som fælder i skoven og prøve at gå nede i de tunneller Gorillaerne byggede. Til trods for at tunnellerne faktisk er blevet udvidet ca 30 cm for turisternes skyld og der bygget udgange hver 20. meter, så skulle jeg ikke nyde noget. Eftersom jeg havde det slemt nok da jeg var nede i katakomberne i Paris hvor man lige præcist ikke kunne stå oprejst, så følte jeg på ingen måde at jeg havde lyst til at kravle igennem en lang smal og mørk tunnel 3 meter under jorden til trods for at man kunne gå op efter 20 meter. Så vil jeg hellere have en meterlang og kilo tung python snoet rundt om min hals 10 gange hvis det skulle være.

Udover det fik jeg den bedste aftensmad jeg hidtil har fået - en krydret risret med kylling og rejer, serveret i en halv udhulet ananas. MUMS! Den blev skyllet ned med en rigtig god Saigon øl til 3 kr og til slut en mojito til omkring 7 kr - min pengepung er glad!

Desuden var vi en del piger der idag gik ned og fik manicure, pedicure og fodmassage sammen. Det kostede kun 30 kr pr mand, og det var simpelthen så hyggeligt - det skal vi vist have gjort til en ugentlig udflugt!

Jeg håber ellers i har det rigtig godt hjemme i lille Danmark. Jeg har ingen anelse om hvad der foregår derhjemme,, men én ting er vist sikkert: jeg savner ikke vejret.

JEG HAR ENDELIG FÅET KØBT MIG EN VIETNAMESISK RISHAT!!! WUUUHUUU









fredag den 8. marts 2013

Mekon

Idag er vi lige kommet tilbage til Ho Chi Minh efter at have tilbragt 2 overnatninger hos en Vietnamesisk famile i Mekong. Deres hus mindede lidt om en lejrskole, med nogle store udendørs rum hvor der var placeret en masse senge med myggenet over og udenfor stod 3 langborde hvor vi spiste morgenmad og aftensmad sammen, som vi hjalp til med at lave. Huset ligger lige ned til en grumset flod, hvor der ligger lange smalle både i alle størrelser. Nogle af os gik en tur ned langs floden og hilste på beboerne og beundrede de mangemange papaya -og banantræer der stod tæt langs floden. Vi mødte en sød gammel dame der stod og solgte armbånd hun selv havde lavet. Det er lidt utroligt at man kan holde en forretning kørende herude midt i ingenting og så langt væk fra byen.

Det må være helt fantastisk for børn at vokse op herude. Vi hilste på to små drenge det sad, helt selv og padlede rundt i en båd på floden og plaskede med vand. Senere så vi en dreng der havde bygget den mest fantastiske hule af bananblade og vi havde slet ikke opdaget ham, hvis ikke det var fordi at han råbte hej til os. Børnene er meget nysgerrige når de ser os og vinker ofte til os og er meget søde.

Til frokost spiste vi elefantøre - hvilket er en hel stegt fisk som man deler og ruller ind i små forårsruller (fisken ser meget skræmmende ud!). Senere kom der en vietnamesisk mand ud med den længste og tykkeste pythonslange jeg nogensinde har set! Flere af pigerne og drengene var henne og holde den, og jeg tænkte at det skulle jeg da selvfølgelig også prøve - det der så bare skete var at ham manden der holdte den syntes at jeg skulle have en oplevelse udover det sædvanlige, så han viklede den meterlange og tunge python rundt om min hals og lagde dens hoved oven på mit - meget grænseoverskridende, men jeg fik taget det fedeste profilbillede!

Vi var også ude og se et sted hvor vi de lavede kokosslik og det smagte vildt godt! (Bare rolig, jeg har købt smagsprøver med hjem). Det er utroligt så meget de udnytter alting. De tomme skaller fra kokosnødderne bruges til brænde, ligesom de tomme risskaller - de genbruger generelt rigtig meget hernede og det kunne vi lære utroligt meget af.
Udover slik, lavede de også risvin, og det skulle vi selvfølgelig smage. Men det var ikke helt almindelig risvin. Der lå hele, syltede slanger nede i risvinen! Men det smagte bare ligesom snaps.

Udover det har jeg det godt. Jeg har oplevet meget mere end jeg beskriver her i min blog, men det er umuligt at få det hele med. Desuden tager jeg så ufatteligt mange billeder, så jeg håber jeg får mulighed for at lægge dem over på et usb stik når vi når Nha Trang.

Vi har allerede et rigtig godt sammenhold her, og spiller kort og leger Magrethe-skål og har det generelt vildt hyggeligt sammen. Det bliver de fedeste 3 måneder!